Jeg bruger denne remse hver gang jeg står i en situation hvor jeg skal vælge noget til eller fra. Når jeg er i en situation hvor en ven, et familiemedlem eller en bekendt spørger mig om jeg vil deltage i noget, eller når jeg står i en situation hvor jeg skal købe noget. 

Jeg siger altid først, er dette min tid, mine penge og min opmærksomhed værd?

Tid – Din tid er din dyrebareste ressource. Hvordan du bruger din tid er noget af det vigtigste, for tiden går, og det ville være dumt at bruge den på ligegyldige ting. For ved du hvad, hvis vi er rigtigt heldige, så lever vi 80 gode år her på planeten, og bagefter er vi døde i milliarder af år. Så din tid er din vigtigste ressource.

Penge – Jeg ser sådan på penge, at jeg har mere kontrol over hvor mange jeg bruger, end jeg har over hvor mange jeg kan tjene. Penge er i mine øjne lig med frihed, så hvis jeg bruger alle mine penge på ligegyldige materielle ting, så giver jeg afkald på min egen frihed, og hvem har lyst til det.

Opmærksomhed – Hvad og hvem du vælger at bruge din opmærksomhed på er lige så vigtig som hvad du bruger din tid på. Lader du tv’et, de sociale medier eller impulsshopping stjæle din opmærksomhed? Eller giver du de ting og de mennesker der er vigtige i dit liv din fulde opmærksomhed?

Der er så mange ting i vores verden i dag der kæmper om vores opmærksomhed. Det er vigtigt at vi træner den så vi ikke lader os distrahere, men at vi giver de mennesker der er omkring os, eller vores passion den opmærksomhed de/den fortjener, for din opmærksomhed er lige så værdifuld som din tid.